Flyvende Farmor og alle børnene i kardemommeby

Jeg har en storebror. Og den storebror har en datter. Det gør mig til faster, det tar' jeg ikke så tungt og jeg mærker det på ingen måde i min hverdag. MEN min mor... Hun er jo blevet Farmor, og nu selvom det er 3 år siden er hun begyndt at bruge det som en undskyldning for at gøre utroligt "gammel dags" ting. Så sent som i sidste uge kommer jeg hjem og ser at vores spisebor er ved at blive voldtaget af brundt stoft og garn stumper, og frem fra dette bløde helvede stikker min mors hoved op og siger " jeg broderer juletræstæppe (?!), det må man jo godt når man er blevet farmor!". Jeg som en hver anden datter der er vokset op med usædvanlige mærkelige forældre tænker ikke rigtig mere over det. Men nu er det ved at gå for vidt, min mor har altid haft en dårlig vane med at nynne med på sange. Dvs. ALLE sange, også dem hun aldrig har hørt før eller ikke rigtig kan melodien på. Men det er ikke helt min pointe idag sad vi og så et program, også begynder min mor at svare dem i fjernsynet, og give dem ret? "jo altså jeg har jo en kæreste" min mor= "Ja det har du" SÅdan lød det igennem hele programmet. Det fik mig til at tænke, jeg sad også og så noget stand-up (er der egentlig et dansk ord for stand-up?) og der snakkede han også om overgangsalderen og ærligt talt glæder jeg mig lidt til den. Prøv at tænke på alt det lort man kan slippe afsted med? Det er jo ligsom at være teenager?

Og som noget helt andet, min anden storebror er lige begyndt på uni, jeg sad og læste urban og der er der skrevet med store bogstaver " Generation MIG indtager universiteterne" og jeg fik et lille fnise anfald i toget fordi hjemme hos mig har det altid været sådan at min ælste store bror var klog og klarede sig selv fik at barn og flyttede, MEN min anden storebror har været lidt det der problembarn, han ville ikke gå i børnehave og han fik ikke de bedste karaktere så mine forældre havde henderne fulde med ham, også kom jeg, en del af den glemte generation. Endnu engang er det lidt sjovt fordi jeg har altid rendt rundt og klaret mig selv ( og det er jeg rigtig glad for) Men min pointe er nok bare at jeg er sku glad for at jeg er en del af den glemte generation istædet fir generation MIG.

Hvad er egentlig værst? At dø eller være morderen?